Som overraskende mange andre, er jeg vokset op med både lykkelige stunder og en masse ubehagelige oplevelser. Som barn fik jeg tidligt kendskab til misbrug, vold, overgreb, psykisk sygdom, død m.v. som i høj grad har formet mig på godt og ondt.
Jeg kom tidligt derud, hvor jeg kiggede ned i det sorte hul. Det øde, rå, blottede sted, hvor der pludselig opstår et sjældent klarsyn. Hvor alt ses og mærkes som det er, uden filter, uden omsvøb.
Forstod, at hvor smerten eksisterer må også sagligheden findes. Lige så langt nede jeg var, lige så højt skulle jeg op – og det kunne jeg. Jeg blev nødt til at nå at opleve, hvad livet også havde at byde på.
Jeg gav det nye lov at rodfæste sig i mig, mens jeg kæmpede med (ikke imod) min lidelse og den psykiske ubalance den havde medført. En slidsom, smuk, uundværlig, hård og modig udviklingsrejse, som har lært mig om livet, om mennesker, om sundhed, om balance.
Jeg ved, at mine oplevelser gør mig til en bedre terapeut, med større empati, indsigt og en knivskarp mavefornemmelse for andre mennesker.